Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter
Lige nu
LOKALT KVARTER

Havemagasinet: Sommerfuglehaven på Bornholm

Haveejerne kan hjælpe til med at skabe flere levesteder for de ellers trængte sommerfugle. I Havemagasinet guider sommerfugleekspert Michael Stoltze til hvordan.

Tekst: Louise Møller, Haveselskabet

En sommerfugl, der sidder på toppen af en blomst og vipper med de farverige vinger, mens den suger nektar, er næsten indbegrebet af sommer i haven. Desværre er det blevet et mere sjældent syn, fordi mange sommerfugle er i tilbagegang. De mangler levesteder. Steder hvor de kan lægge æg, og hvor larverne kan leve, åbne områder, hvor de kan sole sig, og rolige omgivelser hvor vi mennesker ikke blander os og forstyrrer sommerfuglenes territorium.

Værtsplanter er alfa omega
De planter, hvor sommerfuglene lægger deres æg, og hvor larverne lever inden de forpupper sig, kaldes værtsplanter, og de er vigtige for at vi overhovedet har sommerfugle. Men sommerfugle er kræsne. Nogle arter har kun en enkelt eller meget få plantearter som de lægger æg på. Fx er djævelsbid den eneste værtsplante for sommerfuglen hedepletvinge. Omvendt kan man gøre meget godt for sommerfugle, hvis man har et lille areal med brændenælder i haven. De er værtsplanter for hele seks arter af sommerfugle, bl.a. de velkendte nældens takvinge og dagpåfugleøje. Områder med langt græs er godt, hvis man vil tiltrække forskellige arter af randøjer. Derfor er det vigtigt at sætte sig ind i hvilke værtsplanter de forskellige sommerfuglearter har.

Herunder finder du en liste med nogle af de mest almindelige sommerfugle og deres værtsplanter.
• Aurora og grønåret kålsommerfugl: Løgkarse, engkarse, judaspenge eller rucola
• Stor og lille kålsommerfugl: Kål
• Nældens takvinge, dagpåfugleøje, admiral, det hvide c, tidselsommerfugl, nældesommerfugl: Brændenælde
• Citronsommerfugl: Tørst (kaldet tørstetræ) eller vrietorn
• Skovblåfugl: Tørst (kaldet tørstetræ), vrietorn, vedbend eller kristtjørn
• Almindelig blåfugl: Kællingetand, humlesneglebælg eller lucerne
• Rødplettet blåfugl: Vilde storkenæb (flere arter) eller hejrenæb
• Perlemorsommerfugle: Vilde violer og stedmoderblomster (mange arter)
• Iris og sørgekåbe: Seljepil

Indianermynte 800x480Kejserkaabe paa_sommerfuglebusk_800x480









Sol og sukker tak!

Sommerfugle elsker sol. Faktisk ser du nærmet ikke sommerfuglene, når solen ikke skinner. De ynder at sidde med udfoldede vinger i læ på en sydvendt skråning eller på sten der er opvarmet af solen. Disse forhold kan de fleste relativt nemt skabe i haven, ved at grave en rande eller et hul og lægge overskudjorden op, så der dannes en vold, som skråner mod syd. Læg gerne store natursten på skråningen, som kan varmes af solen, og plant så nektarplanter mellem stenen. Nektar er sommerfuglenes mad. De elsker sukker! Heldigvis er der mange af vores velkendte haveplanter som er fyldte med nektar. De er ikke kun gode for sommerfugle, men også bier og andre insekter. Desuden kan man importere naturens vilde planter i haven. De kan fint indgå i et mere traditionelt staudebed.

Herunder finder du en liste med gode nektarplanter:
Almindelig merian, Oreganum vulgare
• Skabiose, Scabiosa
• Sommerfuglebusk, Buddleja
• Almindelig røllike, Achillea milefolium
• Salvie, Salvia
• Lavendel, Lavandula
• Purpursolhat, Echinacea purpurea
• Hjortetrøst, Eupatorium
• Brombær, Rubus plicatus
• Indianermynte/anisisop, Agastache

Vil du vide mere?

Vil du vide mere om sommerfuglehaver, kan du naturligvis se afsnittet af Havemagasinet fra Michaels Stoltzes sommerfuglehave på Bornholm. Han er også medforfatter til bogen Sommerfuglehaver, hvor man blandt meget andet finder gode råd til, hvordan man kan forbedre forholdene for sommerfugle i sin egen have. Læs også mere på haveselskabet.dk/levesteder-til-sommerfugle-og-mad-til-larverne

Naeldens takvinge_paa_sommerfuglebusk_800x480Soergekaabe2 800x480


Se programmet allerede nu på dk4.tv


Se et spot for programmet her

   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.